Altid fri fragt på køb over 500 kr.

To Øl

To Øls frugtige bryg er blandt verdens bedste

Af Danmarks mere succesfulde bryggerier finder du to øl. Med deres eget enorme hub i Svinninge og hyppig rangering blandt verdens bedste bryggere er det svært at tale ”mikro” om dette i dag vestsjællandske bryggeri. Deres iværksætterånd og initiativlyst er dog intakt her år efter opstart.

To Øl er et af Danmarks mere kendte bryggerier, der er kommet lang vej siden stifternes første håndbryg anno 2005. Bag bryggeriet står Tore Gynther og Tobias Emil Jensen, der kender hinanden fra Det Fri Gymnasium i Nørrebro, København. Formelt blev To Øl stiftet år 2010 og startede ud som fantombryggeri, der lejede sig ind hos etablerede bryggerier og anvendte deres brygværk. Men med kapitalindskud fra Europa og Asien i millionklassen blev det muligt at indlogere sig på en tidligere Beauvais-fabrik i Svinninge på Vestsjælland, hvor To Øl rykkede ind i 2019 og mistede nomadestatus.

 

Fra fantombryggeri til 26.600 m2 hub

Fabrikken i Svinninge er i dag ikke blot To Øls faste bryggeri, men rummer faktisk flere producenter inden for drikkevarer. To Øl City, som dette hub inden for mikrobryggerier hedder, byder udover øl på brygning af cidere, rom samt kombucha, der er en gæret te – altså et bredt udvalg inden for bryg.

Det erklærede mål med at samle de forskellige producenter under ét tag er ifølge To Øl selv at hæve baren inden for de respektive industrier, hvilket passer meget med To Øls oprindelige eksistensberettigelse: At give et alternativ til øllene serveret af markedets større bryggerier. I To Øl City har bryggerier plads og ressourcer til at udvikle sig – faktisk ca. 26.600 m2 bebygget grund ud af et areal på 150.000 m2. I øvrigt giver faciliteterne god plads til at lave collabs med andre bryggere.

 

Frugtige Session IPA’er med variation i fylde

Session IPA’er og andre tørhumlede øl finder du en del af i To Øls sortiment, brygget på fx den karamelfarvede Cara Crystal-malt, pilsnermalt, havre mv. Takket være brugen af humlesorter som led i tørhumling har mange af deres øl tropiske og frugtige aromaer eller dufte som hentet fra nåleskoven. Det er ikke usædvanligt for dem at brygge deres øl med forskellige skovbær, og når det kommer til fylde, kan du enten få lette, pilsneragtige øl eller fyldige IPA’er. Af To Øls øl kan nævnes:

  • First Frontier, en 7,1 % ABV IPA med kraftig bitterhed, men tør og forfriskende smag, der kom fra tørhumling med Warrior-, Simcoe- og Centennial-humle fra USA. Karamelagtig malt spillede sammen med humlens citrus-, grapefrugt- og ferskensmage om at give en lækker øl.
  • Thirsty Frontier, 4,5 % Session IPA, der trak på Citra-, Simcoe- og Mosaik-humle for at give en smag med undertoner af citrus. Pilsnermalt, Cara Crystal og melanoidinmalt blev anvendt.
  • Rødgrød med Fløde, 6 % frugtig IPA, der hentede en varieret smagsprofil fra brygning med hindbær, solbær, blåbær og jordbær. En let syrlig smag og bitter eftersmag havde denne øl.

Juleøl leverer To Øl også nogle stykker af, hvor 1 Ton of… Christmas 2019-øllen er værd at fremhæve her. Øllen var en Berliner Weisse med 8,1 % alkohol, der fik en julet smag via brygning med kirsebær, rødbælg og svesker. Det gav grundlaget for lækre, smagsmæssige eksplosioner i hver enkelt flaske.

 

Blandt de bedste ifølge Ratebeer

Stærkt er det gået siden de første eksperimenter med håndbryg i gymnasiets køkken efter skoletid, og To Øls ledelse har ændret sig lidt. Tobias trådte ud af foretagende for at fokusere på andet, mens at Mikkel Borg Bjergsø fra bryggeriet Mikkeller er trådt ind som medejer af To Øl. Begge bryggerier er blandt verdens bedste ifølge Ratebeer.com, hvor såvel To Øl som Mikkeller flere gange har optrådt på listen over klodens top 100 bryggerier. I 2019 var To Øl rangeret som nr. 41 på den liste.

To Øls egen ølbar er det da også blevet til i form af tapperiet BRUS på Nørrebro, der rummer både restaurant, butik og bryggeri. Her kan du smage To Øls øl, hvis du befinder dig nær Guldbergsgade.

 

Samarbejdsbryg på tværs af Atlanten

Som nævnt er samarbejdsbryg ikke usædvanlige for To Øl. Der har efterhånden været en del collabs om at sætte lækre specialøl i verden. Et par udslag heraf er A Brief History of Time med canadiske Collective Arts Brewing samt Collaboration Carnage med engelske Buxton Brewery. Begge er IPA’er, der stemmer godt overens med det bagkatalog, To Øl på egen hånd har bygget op gennem tiderne.

 

Fokus på netsalg i COVID-19-tider

Hvor COVID-19 stak en kæp i hjulet for at realisere ambitionerne for det nye ølhub i Svinninge, har To Øl klaret sig ved i stedet at skele mere til salg online og til danske butikker. Du kan fx finde To Øls øl hos Bottle&Can, hvor du får rig adgang til at smage deres og andre bryggeriers øl i vores bundles.

Luk

Sign in

Luk

Kurv (0)

Kurven er tom Ingen produkter i kurven.

Bottle&Can

Livet er for kort til kedelige øl